|
| |
| |
CBS – går de os i bedene? |
| Eller er skal vi gå i deres? |
| |
| Anmeldelse af debatmøde på Danmarks Biblioteksskole |
27. september 2006 blev der holdt Ordrig Onsdag på Danmarks Biblioteksskole. Det er et debatforum, som denne gang handlede om uddannelsessituationen anno 2006 i anledning af, at CBS har oprettet et nyt bachelorstudium ”Information Management”. Der var inviteret tre oplægsholdere: Dorte Madsen, Leder af den nye uddannelse på CBS, Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet og Jack Andersen, underviser på Danmarks Biblioteksskole.
Der var mødt omkring 70 personer op til debatten, som blev meget livlig. Spørgsmålene summede: Skal de studerende på DB være bange for, at de nye Information Management-studerende tager alle jobbene i den private sektor? Hvorfor er DB ikke bedre til at profilere sig overfor og samarbejde med erhvervslivet? Kan vi lære af CBS?
Dorte Madsen opsummerede, at forudsætningerne for at oprette den nye uddannelse på CBS skyldes, at mange virksomheder efterspørger medarbejdere, som kan håndtere og styre den enorme mængde viden, virksomhederne producerer og er i berøring med dagligt. Og CBS er gennem deres lange tradition for samarbejde med erhvervslivet indstillet på at opfylde denne efterspørgsel gennem det nye uddannelsestilbud. Derfor blev det nye bachelorstudium oprettet med ministeriets godkendelse.
Pernille Drost mente dog ikke, at CBS skulle ses som en konkurrent til DB, idet de uddannelsessøgende, som vælger CBS, aldrig ville søge ind på DB. De kan simpelthen ikke gennemskue, at vi har et overlap i kompetence, fordi vi bruger forskellige fagudtryk for det samme.
En del af debatten handlede netop om fagudtryk og mærkater. Måske bruger DB ord, som er uforståelige for folk udenfor biblioteksvæsenet. Her er CBS langt mere ”brugervenligt”, idet de har forstået, at den engelske udgave af et ord nogle gange er mere kendt og brugt ude i virksomhederne.
Jack Andersen var inde på, siden undervisningen på DB nu er forskningsbaseret, vil sprog og tankegang i undervisningen ændre sig. Det betyder blandt andet, at der bliver lagt et andet fokus i fagene end deres biblioteksfaglige relevans. Så måske er vi allerede på vej mod en mere genkendelig profil, selvom det ser ud som om, vi lever i vores egen begrebsverden.
Når nu interessen for Information Management er så stor (62 studerende er startet på første år på CBS’ uddannelse), så bør vi udnytte det. Det kan det godt være, at vi skal bruge ord som Information Management og Knowledge Management i stedet for vidensstyring, hvis det er de ord, virksomhederne kender og kan forholde sig til.
CBS er gode til at profilere sig overfor erhvervslivet, og lige nu er de i gang med at markedsføre de kompetencer, som DB uddanner folk til at udføre. Det betyder øget fokus på vore kernekompetencer, og vi kan blive stærke samarbejdspartnere i de danske virksomheder.
Der går 3-5 år før de nye studerende på CBS skal ud på arbejdsmarkedet, og indtil da vil virksomhedernes efterspørgsel efter vidensstyringskompetencer stige i takt med CBS’s markedsføring – og deres krav vil blive mødt af… Kandidaterne fra DB! |
CBS’ præsentation: BA in Information Management
http://uk.cbs.dk/uddannelser/bachelor/bacheloruddannelser/ba_in_information_management
|
| |
| Anmelder: Mette Heinesen, bibliotekar DB, årgang 2006. |
| MH |
| |
| Redigeret 28-09-2006 |
|