Blogen ”Bibliotek 2.0 23 ting – leg og lær med København, Randers og Herning” er en dansk blog, der følger et opgraderingsprojekt for personalet på de tre omtalte biblioteker. Projektet er bygget over et koncept designet af Helene Blowers fra the Public Library of Charlotte & Mecklenburg County. Informationsportalen har tidligere omtalt metoden i forbindelse med Stephen Abram, der også er en varm fortaler for konceptet.
Tanken er at bruge leg / selvstudie til at lære personale at bruge de nye redskaber. I dette danske projekt har de valgt at skære kagen lidt anderledes end det amerikanske forløb, så de ting, de kommer ind på i løbet af projektet bliver: Blogging, Messenger, RSS, online musik, Second Life, Flickr, LibraryThing, tagging, Wikis, personligt tilpassede redskaber, podcasts og video.
Projektet er i gang i skrivende stund og løber frem til 24. august 2007, men bloggen bliver liggende også bagefter. Bloggen indeholder introduktion til de forskellige redskaber og opgaver. Besvarelserne er dog kun tilgængelige for deltagerne.
Kontaktperson Bente Jensen skriver, at det er tilladt at kopiere konceptet – kontakt hende for yderligere info. |