|
| |
| |
| September 2000, vol. 19, nr. 7 |
Film og folk i Danmark |
| Nyt netsted bliver indgangen til den danske filmverden, men også andre netsteder handler om film - både nye og gamle.< |
| |
Når efteråret sænker sig over landet, er det tid at søge ind i biografens mørke for at blive underholdt – og måske lidt klogere. Og meget passende har Filminstituttet for nylig åbnet et netsted, der kan give biografturen nye vinkler. Målet med det nye netsted er at skabe en naturlig indgang til den danske filmverden for Filminstituttets brede skare af brugere i ind- og udland. På netstedet finder man nyheder om danske film og filmbegivenheder, bl.a. trailere på nye film og film på vej. Man kan også søge efter gamle nyheder i nyhedsarkivet eller abonnere på nyheder tilsendt pr. e-mail. Netstedet rummer også flere elektroniske opslagsværker:
- Distributionskataloget indeholder ca. 2.000 film- og videotitler inden for både dokumentar-, kort- og spillefilm med vægten på danske værker. Udlejning sker til uddannelsesinstitutioner og biblioteker, der også får tilbud om at købe en særlig pakke på 500 videofilm lige fra Bennys Badekar over Panserkrydseren Potemkin til Vadehavets Variationer. Private kan låne videoerne på folkebibliotekerne. - Danish films er et engelsksproget katalog med oplysninger om danske spillefilm produceret siden 1998 samt et udvalg af danske kort- og dokumentarfilm siden 1999. - DFI-Bogen er en database med navne og adresser på personer og virksomheder i den danske filmbranche. Bogen kan også købes i trykt udgave, og data, f.eks. adresser, kan købes på diskette. - Bibliorama er et helt nyåbnet katalog over Filminstituttets biblioteks bestand på ca. 25.000 bøger.
Filminstituttets bibliotek beskrives også, og der er en liste over de 240 tidsskrifter, der indgår i samlingen. Biblioteket har desuden en database over filmanmeldelser og –artikler, men den kan kun bruges på stedet.
Filminstituttets biograf Cinemateket viser både gamle og nyere film og ofte serier om f.eks. en bestemt instruktør, periode eller genre. Biografens program med omtaler af filmene findes naturligvis på netstedet, der i øvrigt oplyser om instituttets forskellige aktiviteter, bl.a. film- og videoværkstederne og filmhuset i Århus.
Repertoire og recensioner Endelig rummer Filminstituttets netsted en mindre samling af links til andre danske filmsteder på nettet. Blandt disse er den bredt favnende Scope med anmeldelser af både danske og udenlandske film, omtaler af nye film, lister over det næste halve års filmpremierer, det aktuelle repertoire i alle landets biografer og nyt om bl.a. festivaler og rabattilbud. Scope har også en stor samling links til filmdatabaser og –linksamlinger, elektroniske magasiner, danske filminstitutioner, filmklubber og biografer, danske samt udenlandske filmselskaber og festivaler, ligesom der er mulighed for at downloade kortfilm. Popcorn er et tilsvarende, men noget mindre netsted med bl.a. omtaler af nye biograffilm, video’er og DVD’er, en oversigt over kommende filmpremierer og links til en del film-steder på nettet. Anmeldelser af ca. 800 spillefilm, tv-film og –serier kan læses på Philm, hvor man kan bruge enten filmens titel (på dansk eller engelsk) eller instruktøren som indgang. Også Film i biffen byder på anmeldelser, men skrevet af biografgængerne selv. Alle kan her anmelde aktuelle film eller give dem point – fra nul til fem filmruller! ZinemaZone har også anmeldelser, men satser ellers mest på danske og udenlandske nyheder fra filmens verden.
500 danske film Hvis man hellere vil dykke ned i den danske filmskat, er Dansk film database sagen. Den rummer oplysninger om små 500 danske spillefilm (og enkelte tv-serier) fra 1932 til i dag. Filmene kan søges efter titel eller årstal. For hver film er der en oversigt over de medvirkende og ofte også over instruktør og teknikere, produktions- og udlejningsselskab, premieredato og –sted samt spilletid. Ved nogle af filmene er der desuden et handlingsreferat. Man kan også søge på skuespillere og ad den vej ikke blot finde ud af, at Poul Reichardt har medvirket i næsten 100 film og Ib Schønberg i omkring 75. Man kan også se, at f.eks. Holger Vistisen har medvirket i 40 film ud over to tv-serier, at Victor Borge var med i fire film i 30’erne, og at tv-journalisten Reimer Bo har spillet med i to film - som journalist! Oplysningerne i databasen stammer hovedsagelig fra filmenes rulletekster og gamle filmprogrammer suppleret med forskellige opslagsværker, bl.a. Bjørn Rasmussens Filmens Hvem Hvad Hvor. Databasen vil med tiden blive udbygget med billeder og lydklip.
http://www.dfi.dk/ http://www.scope.dk/ http://www.popcorn.dk/ http://www.filmibiffen.dk/ http://www.cinemazone.dk/ http://www.danskefilm.dk/
Med WAP i biffen Turen i biffen kan også planlægges via WAP. På Wapcinema.dk kan man finde biografernes program, eller hvor en bestemt film går. Når man har fundet den ønskede forestilling, dukker biografens telefonnummer op på skærmen klar til opkald. Endnu kan der ikke bestilles og betales online, men det er på vej.
Links til alverdens film Der er masser af film fra hele verden på Internet. En god indgang hertil findes hos Statsbiblioteket, der har samlet ca. 160 links til bl.a. filmdatabaser, tidsskrifter, manuskripter, anmeldelser, instruktører, skuespillere, producenter, distributører, biografer, filmklubber og museer. Også Jubii og Egmont Online har i særlige sektioner samlet en del links til dansk og udenlandsk film. http://www.statsbiblioteket.dk/sb/fagsale/hum/film.htm http://guide.jubii.dk/film/ http://www.film.eon.dk/ |
http://www.dfi.dk/
|
http://www.scope.dk/
|
http://www.popcorn.dk/
|
http://www.filmibiffen.dk/
|
http://www.cinemazone.dk/
|
http://www.danskefilm.dk/
|
http://www.statsbiblioteket.dk/sb/fagsale/hum/film.htm
|
http://guide.jubii.dk/film/
|
http://www.film.eon.dk/
|
| PR |
| |
| Redigeret 13-02-2001 |
|