|
| |
| |
| April 2002, vol. 1, nr. 2 |
Food-i - en fagportal |
| Food-i er en af fagportalerne under DEF (Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek). Den indeholder i øjeblikket links til knap 500 fødevare-relaterede websteder. |
| |
| Food-i gik officielt i luften i oktober 2001 på http://www.food-i.dk efter ca.to års forarbejde med projektet. Målet er at skabe en samlet indgang til danske, nordiske og internationale kvalitetsressourcer på Internettet inden for fødevarer og ernæring. Emnerne strækker sig fra den primære produktion i landbrug og fiskeri, over levnedsmiddelproduktion og handel til forbrug, fødevaresikkerhed og ernærings- og sundhedsmæssige aspekter. Målgruppen for portalen er professionelle, forskere, studerende, gymnasieelever og andre med et informationsbehov på et akademisk niveau inden for fødevarer og ernæring. |
| |
| Fagportalen er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Veterinær- og Jordbrugsbibliotek, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, Danmarks Tekniske Videncenter samt biblioteket ved Danmarks JordbrugsForskning-Flakkebjerg. Food-i’s medarbejdere består af bibliotekarer, dyrlæger, bromatologer og biologer. – Samarbejde mellem forskningsbibliotekerne bliver stadig mere nødvendigt efterhånden som de elektroniske medier vinder frem, og samarbejdet om Food-i har været en absolut positiv oplevelse for deltagerne. |
| |
| Udvælgelse og kvalitet |
| Udvælgelsen af websteder til Food-i foretages af Food-i’s medarbejdere efter et bestemt sæt kvalitetskriterier. Ud over at vurdere webstedernes emne, faglige niveau og informationstyngde bliver der lagt vægt på ophavets autoritet og troværdighed, at Internetressourcerne er aktuelle og opdaterede, at webstederne er lette at navigere i osv. Ideen bag fagportalen er kort sagt, at Food-i’s medarbejdere med deres menneskelige intelligens foretager en udvælgelse, som de automatiske søgemaskiner ikke kan hamle op med. |
| |
| Det er et tidskrævende arbejde Food-i’s medarbejdere udfører; langt de fleste undersøgte websteder kasseres, og derefter skal de få udvalgte gennemses så grundigt, at der kan foretages en katalogisering som beskriver ressourcerne præcist og giver rige genfindingsmuligheder. |
| |
| Registrering, katalogisering, vedligeholdelse |
| Registreringen af ressourcerne foretages i et såkaldt tool-kit, dvs. et katalogiserings-program, og omfatter bl.a. webstedets titel, URL, ophav, ressourcetype og sprog. Alle ressourcer bliver desuden indplaceret i emnesystemet, der består af 8 hovedgrupper, der hver især indeholder en række underemner. Endelig bliver der udarbejdet en kort beskrivelse af webstedet på 40-60 ord – både på dansk og engelsk. Beskrivelsen skal give et præcist billede af webstedets ophav og indhold, samt levere fritekst-søgeord til brug ved søgning. Når registreringen er afsluttet, læser en anden af Food-i’s medarbejdere korrektur på de udarbejdede oplysninger om webstedet, indplaceringen i emnesystemet osv. |
| |
| Arbejdet slutter dog ikke med indsamling og registrering af webstederne. Da Internettet er meget dynamisk, skal de registrerede ressourcer regelmæssigt kontrolleres, ikke blot med et automatisk link-check; men det bliver også undersøgt, om webstedernes indhold er ændret. Dette check sker hver 4. måned eller hyppigere. |
| |
| Ressourcetyper |
| Ressourcetyperne i Food-i omfatter websteder, som har karakter af fx håndbøger, lærebøger, faktablade, databaser, statistik, forskningsprojekter, rapporter, artikler eller nyhedsmagasiner. Alt sammen information, som uden at være videnskabelig i snævreste forstand er relevant for forskningen, for professionel virksomhed indenfor fødevareproduktionen eller for myndighedernes beslutningsprocesser. Typiske eksempler man kunne nævne, er genom-databaser, databaser over kemiske stoffer, risikovurderinger af patogene bakterier eller FAOs mange websteder om landbrugs- og fødevaresituationen i verden. |
| |
| Food-i medtager ikke bare de overordnede websteder, men også link til informationer længere nede på det enkelte websted, fx i form af fuldtekst-dokumenter. Derimod registrerer Food-i ikke videnskabelige elektroniske tidsskrifter; der findes som bekendt i forvejen udmærkede databaser, som man kan bruge, når man søger den egentlige videnskabelige litteratur, elektronisk eller på papir. |
| |
| Food-i indeholder tillige en vejviser med websteder, der ikke indeholder tilstrækkelig faglig information til optagelse i Food-i med en nærmere beskrivelse, men som alligevel bør være med i portalen, fx. store kendte virksomheder, myndigheder, forskningsinstitutioner, foreninger og organisationer på fødevareområdet. |
| |
| Søgning |
| Websteder i Food-i kan findes dels ved at browse (bladre) i emnesystemet, dels ved at søge på ord i webstedets titel og i de udarbejdede beskrivelser af webstedets indhold. Søgning kan foregå på både dansk og engelsk, selv om de engelsk beskrivelser endnu ikke kan ses i Food-i. Søgning kan foregå som simpel søgning eller som udvidet søgning med brug af boolske operatorer. Der er desuden mulighed for at trunkere og for at afgrænse søgningen til enkelte emnegrupper. |
| |
| En søgning resulterer tillige i en samling automatisk ”høstede” links – dvs. adresser, der ligger inde i de udvalgte websteder i Food-i. Man kan vælge ikke at se de ”høstede” ressourcer, men de kan være et godt supplement. Problemet er kun, at de ikke er kvalitetsbedømt og derfor ikke nødvendigvis er relevante eller af den kvalitet, der er bestemt for Food-i. |
| |
| Ud over søgefunktionen indeholder Food-i’s brugergrænseflade bl.a. nyheder på fødevareområdet samt en mulighed for at foreslå websteder til optagelse i fagportalen. |
| |
| Fremtiden |
| Food-i vil fremover arbejde med at videreudvikle brugergrænsefladen, bl.a. i form af bedre søgefaciliteter og en engelsk version af portalen. Tool-kittet skal også forbedres, så det bliver mere brugervenligt. |
| |
| Derudover fortsætter indsamlingen og registreringen af websteder – målet er foreløbig en fagportal med ca. 1000 Internetressourcer. I den forbindelse håber projektgruppen bag Food-i på et samarbejde med nogle af de mindre danske biblioteker på fødevareområdet. |
| |
| Food-i er også interesseret i at foretage en brugerundersøgelse for at få oplysninger om målgruppens vurdering og brug af portalen. Endnu foreligger der kun sparsomme oplysninger om, hvor mange der besøger Food-i, hvad de bruger den til, samt hvilke forventninger og behov målgruppen har. Under alle omstændigheder bruges Food-i regelmæssigt af medarbejderne i projektet til at finde information om levnedsmiddelrelaterede emner, når der er behov for i det daglige biblioteksarbejde. |
http://www.food-i.dk
|
| |
| Af Henrik Christensen, Danmarks Veterinær- og Jordbrugsbibliotek, og Morten Brendstrup-Hansen, Danmarks JordbrugsForskning |
| |
| |
|
| |
| Henrik Christensen, DVJB, og Morten Brendstrup-Hansen, Danmarks JordbrugsForskning |
| |
| Redigeret 26-02-2002 |
|